Et sundhedssystem, der deler os i to hold

I Danmark har vi historisk betragtet mundhule og tænder som en isoleret del af kroppen — frigjort fra resten af legemet. Den opfattelse har vores sundhedssystem ikke bare accepteret, men aktivt underbygget ved at gøre tandplejeydelser brugerbetalte.

Resultatet er forudsigeligt og dybt uretfærdigt: En danskers tandstatus hænger i dag nøje sammen med indkomst og social status. Høj uddannelse og god løn giver sunde tænder. Lav indkomst og ingen uddannelse giver dårlige tænder. Og oveni lægger der sig — som tandplejer Merete Valentinus beskriver det — en snert af "victim blaming": Har du dårlige tænder, er det din egen skyld.

Den holdning er ikke blot urimelig. Den er direkte farlig.

Munden og kroppen hænger uløseligt sammen

Forskning har i årevis vist, at dårlig tand- og mundhygiejne kan have stor indflydelse på systemiske sygdomme i kroppen. Et norsk forskningsprojekt har påvist, at risikoen for hjerte-kar-sygdomme, blodpropper og diabetes forøges ved bakterieophobninger i mundhulen. Risikoen for blodprop stiger med ca. 30 procent ved forøget bakterieophobning — og bakterier i blodbanen kan forværre åreforkalkningsprocessen og slå sig ned på i forvejen svækkede organer.

Mekanismen er biologisk veldokumenteret: Tandkødslommerne er det eneste sted på kroppen, hvor bakterier kan vandre uhindret ud i blodbanen. Jo dårligere mundhygiejne, desto større risiko for at bakterier trænger ud — med sygdom til følge.

Parodontose kan holde diabetes i skak — men hvem ved det?

Sammenhængen går begge veje. En patient, der har svært ved at regulere sin diabetes, kan have ubehandlet parodontose som en del af forklaringen. En effektiv parodontosebehandling kan være medvirkende til at løse reguleringsproblemerne med den oprindelige sygdom.

Det er viden, der burde være udbredt i hele sundhedsvæsenet. Men ifølge Merete Valentinus er mange praktiserende læger ikke opmærksomme på mundhygiejnens betydning hos patienter med systemiske sygdomme — og spørger derfor heller ikke ind til, om patienten for nylig er blevet undersøgt af en tandplejer eller tandlæge.

Det er en blind plet i systemet. Og de patienter, der betaler prisen for den blinde plet, er typisk dem med færrest ressourcer til at navigere i sundhedssystemet på egen hånd.

Tandplejerne ser det — men kan ikke handle alene

Tandplejere og tandlæger opdager jævnligt symptomer i mundhulen, der tyder på ubalance i kroppen: blegt og blodfattigt tandkød, store tandkødslommer eller blødende tandkød hos patienter, der burde være i bedring. Det bør føre til en anbefaling om at søge læge.

Men her stopper muligheden. Behandlerne har ingen mulighed for at følge op på, om patienten faktisk søger læge — og de kommer stort set aldrig i dialog med lægen om de symptomer, de ser. Der mangler strukturelle rammer for samarbejde og kommunikation mellem det tandfaglige team og den praktiserende læge.

Det er ikke behandlernes fejl. Det er systemets.

Social ulighed i adgang til tandpleje giver social ulighed i helbred

Når tandpleje er brugerfinansieret, er det ikke bare tænderne, der bliver ulighed afhængige af indkomst. Det er hele kroppen. Mennesker med lav indkomst, der ikke har råd til tandlægen, risikerer ikke blot at miste tænder — de risikerer forværret diabetes, flere blodpropper og dårligere regulering af kroniske sygdomme.

Den sociale skævvridning i tandstatus er derfor ikke et isoleret tandproblem. Det er et folkesundhedsproblem, der forstærker eksisterende uligheder i sygdomsbyrde, arbejdsevne og livskvalitet.